Fastelavnsboller
Smag på Danmark

FASTELAVNSBOLLER

Fastelavn er mit navnboller vil jeg have !!!

Opskriften på mit bud på lækre fastelavnsboller, kan ses nederst i opslaget.

Fastelavn er en folkekær tradition, hvor børn klæder sig ud og slår katten af tønden.

Jeg husker som barn hvordan vi glædede os til fastelavn, vi kunne bruge flere uger på at planlægge hvilket kostume vi skulle lave i år. Men næsten hvert år ville jeg være Pipi Langstrømpe (Jeg var så fascineret af de lange gule fletninger 😊)
Og da jeg var barn, gik man ikke i legetøjsbutikker for at købe sin udklædning – Nej der var det ens mor der syede den.  Det var så hyggeligt at være sammen med sin mor om at få syet sit kostume😉. Hos os var det traditionen at vores mormor, fastelavns søndag, kom med hjemmelavede fastelavnsris som var fyldt med lækre godter og så blev der hygget og spist min mormors hjemmebagte fastelavnsboller.
Fastelavnsmandag gik vi rundt til naboerne og sang ”Boller op og boller ned…” i vores fine hjemmelavede kostumer, samtidig med at vi raslede med en sparebøsse.  Når vi var hjemme igen, kunne vi tælle de småpenge vi havde fået, Det var tider.!!

Men hvorfor fejre vi fastelavn?

I dag er fastelavn en hyggelig og uhøjtidelig tradition – Men sådan har det ikke altid været.

Hyggelig tradition, er jeg sikker på det har været for mange, men på ingen måde uhøjtidelig. For mange år tilbage, faktisk flere hundrede år tilbage, var fastelavn en højtidelighed og en fest, som lå før påskens 40 dages faste, her spiste man godt, af en masse lækkerier, såfremt pengepungen tillod det, før det blev ”forbudt”.
Her blev der blandt andet indtaget fastelavnsboller, dog ikke som vi kender dem i dag. Vi har i dag piftet dem op, og de kommer i mange udformninger!
Det danske ord fastelavn kommer fra det tyske ord ”fastelabend” som betyder faste-aften, hvilket var dagen før fasten. Og kigger vi mod de sydeuropæiske lande, har du sikkert hørt om fænomenet karneval / ”Carne vale” som betyder ”farvel kød”.
Dengang, var fastelavn en fest for de voksne –  som dengang også slog katten af tønden, det tragiske er dog, at den gang var det en ægte kat som var inde i tønden.
I dag er det mere harmløst, ingen ægte katte i tønden, kun slik! Det er nu blevet til børnenes fest!
Vi har dog taget mange af traditionerne med, fra den gang – blandt andet udklædningen – hvor de under de gamle traditioner, klædte sig ud i uhyggelige kostumer for at skræmme det onde væk.

Opskrift på fastelavnsboller

INGREDIENSER :

KAGECREME:
1 stk. vaniljestang
80 g hvidt sukker
4 stk. æggeblommer
30 g majsstivelse
3 dl letmælk
1 dl piskefløde


VANDBAKKELSESDEJ:
150 g smør
3 dl koldt vand
1 tsk. sukker150 g hvedemel
4 stk. æg, størrelse M-L, gerne sammenpiskede

GLASUR:
5 spsk. flormelis
2 spsk. vand
Lidt lilla frugtfarve

ØVRIGT:
0.75 l piskefløde
1 glas god marmelade
flormelis til drys
Hindbærskum

TILBEREDNING AF KAGECREMEN:

  • Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen med en smule af sukkeret med en lille kniv.
  • Bland vaniljesukker, sukker og æggeblommerne i en skål og rør det godt sammen med en ske. Rør maizenaen ud i 0,5 dl af mælken og kom det i æggeblandingen.
  • Rør det godt sammen til en helt jævn masse.
  •  Varm resten af mælken og piskefløden op til lige under kogepunktet i en lille gryde sammen med den tomme vaniljestang. Tilsæt æggeblandingen i en tynd stråle under kraftig piskning.
  • Stil blusset på middel varme, men nok til at cremen lige kan komme op at koge. Forsæt med at piske godt i cremen, indtil den tykner og slår tydelige bobler.
  •  Når den slår bobler, så lad den koge i yderligere 1 minuts tid, hvor du fortsat pisker kraftigt i gryden for at undgå, at det brænder på.
  •  Hæld cremen i en ren skål til afkøling. Fisk vaniljestangen op og kassér den. Dæk cremen til med husholdningsfilm, som lægges helt ned på overfladen af cremen, så der ikke dannes kondens.
  • Sæt cremen i køleskabet i et par timer.
  • Når du skal bruge cremen, tager du den ud af køleskabet og pisker den kort lind og blød med en elpisker.

TILBEREDNING AF VANDBAKKELSER:

  •  Kog smør, vand og sukker op i en mellemstor gryde, til det spilkoger.
  • Tilsæt al mel på en gang og pisk kraftigt rundt i gryden med en elpisker i et par minutter over varmen.
  • Sluk for blusset og lad dejen køle af i gryden i et par minutter.
  • Pisk et æg i ad gangen og pisk godt efter hvert æg. Anvend gerne elpiskeren.
  • Nu er dejen klar til brug.
  • Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.
  • Brug en spiseske til at afsætte 10 runde klatter vandbakkelsesdej på størrelse med små æbler på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Bag kagerne i den varme ovn i 35 minutter, til de er gyldne. Åben IKKE ovnen, før kagerne er bagt færdige – ellers vil de klaske sammen.
  • Køl vandbakkelserne af, inden du forsigtigt flækker dem på midten i to med en brødkniv.

SERVERING:

  • Smør bunden af vandbakkelserne indeni med lidt marmelade efter eget valg.
  • Kom en spiseskefuld kagecreme ovenpå – lige på midten – og hindbærskum
  • Sprøjt en god rand af friskpisket flødeskum rundt om cremen i flotte dekorative rosetter og læg den anden halvdel af hver vandbakkelse på som låg.
  • Rør glasuren og kom en klat på toppen af hver kage.
  • Drys med lidt flormelis gennem en sigte og pynt eventuelt med blomster inden servering.

Håber i vil nyde disse lækre fastelavnsboller – velbekomme siger VoresTyrkiet

SE OGSÅ : Salep


En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

error: Content is protected !!