vorestyrkiet - bagom

Hvorfor endte vi i Tyrkiet?

Fælles for os begge er, at det har været tilfældighedernes spil der har draget os til Tyrkiet, og ikke været noget der var planlagt. Rejselysten havde meldt sig, og et eventyr ventede forude. 

Vores smukke Alanya / Vorestyrkiet
 

Valget om at flytte til Tyrkiet blev taget på vidt forskellige tidspunkter i vores liv, men fælles for os begge var, at Tyrkiet ikke var en del af planerne. Der var andre rejseplaner på bordet, der var andre drømme og en tur til Tyrkiet var ikke en af dem. Men et boligkøb og en afbudsrejse, begge i Alanya, gjorde at vi begge fandt vores vej herned alligevel.

Den første beretning

Boligkøbet i Alanya kom efter min mand og jeg havde været udstationeret i 5 år, hvor lysten til at rejse kom op igen, leve hver dag uden vished om hvad morgendagen bringer, og muligheden for en destination hvor børnene også kunne komme på ferie.

Derfor besluttede vi os for at tage på en messe med fokus på boliger i udlandet. Vi havde undersøgt på forhånd hvilke lande vi kunne tænke os at købe en feriebolig i, og det eneste land der ikke var med i vores overvejelser, var faktisk Tyrkiet.  På messen fik vi et par aftaler i hus, om at rejse til to forskellige lande på besigtigelsestur… Ja det var dengang man kunne komme på gratis ture.

 Da vi havde set det vi skulle på messen og fået de aftaler i hus vi kunne være interesseret i, var vi egentligt klar til at drage hjem og forberede os til besigtigelsesturene.

På vej ud blev vi fanget, af endnu en sælger, der spørger om vi har travlt, hvortil vi svarede; Ja med et stort smil på læben, for vi havde jo fået styr på det vi kom efter. Han spurgte om 10 minutter af vores tid, og så velopdragne som vi er, indvilligede vi.  Han var en super behagelig mand, som viste os forskellige bud på boliger. Han spurgte om vi kendte Tyrkiet, mere specifikt Alanya. Der måtte vi svare klart NEJ, vi vidste absolut intet om Alanya. 

Vi blev fanget lidt, da han fortalte om den venlighed der er blandt de lokale og så ovenikøbet omkring det lækre vejr.  Han tilbød os at komme på en tur til Alanya, for at se på forskellige boliger. Men da vi allerede havde planlagt de ture vi ville på, sagde vi pænt nej tak.

Han endte dog alligevel med at få vores navne og telefonnumre, inden vi atter forlod messen.

Efter den første besigtigelsestur var vores drømme og krav ikke helt opfyldt, og vi satte drømmen om en bolig i udlandet lidt på standby, i håb om at finde en løsning på et andet tidspunkt. 
Så ville skæbnen, at sælgeren fra Alanya ringede, og ville høre om vi ikke havde lyst til at komme til Alanya. Alanya?! Det havde vi slet ikke haft i vores tanker. Så vi aftalte at det vil vi lige tænke over en uges tid. 

Vi endte med at have meget snak omkring det de efterfølgende dage, især fordi at Alanya lå så langt fra vores overvejelser, samt; skal vi da ærligt indrømme, at vi også havde fordomme omkring de muslimske lande. 

Vi valgte alligevel, (heldigvis) at rejse derned med et åbent sind, og landede den gang i Antalya, for her at tage turen til Alanya. På vejen stoppede politiet os, endda 2 gange! Og vi nåede da lige at blive bekymret for hvilken situation vi havde sat os selv i. Men da vi den næste morgen, midt i november, vågnede op på det fineste hotel med udsigt ud over Kleopatra stranden, kunne vi ikke andet end lamslået erkende, at Alanya havde en charme. De næste to dage brugte vi på at bade, drage på eventyr og udforske Alanya, og kort tid efter sagde vi ja til vores bolig.

 Den anden beretning

Afbudsrejser er ikke noget der normalt forbindes med sabbatår, hvor folk har planlagt deres år ned til mindste detalje. Jeg havde dog formået at bruge et år på at arbejde, brænde pengene af og arbejde mere. Rejser fyldte ikke for mig og jeg havde egentligt ikke planlagt noget. Alligevel gik jeg en dag til chefen og bad om 14 dages ferie i slut april og start maj, for noget skulle jeg nok finde på. Jeg ville ikke være hende der startede universitetet uden at have forladt Danmark, for andet end en tur ned og hente billigt slik.

Jeg var ikke sikker på rejsen, og jeg svævede mellem interrail, ø hop på Thailand og en tur til Sjælland, da jeg en dag så en billig ferie til Alanya. Jeg havde mange år forinden besøgt byen med mine forældre, men ikke tænkt mere over det, end billigt tøj og solskin. Jeg cirkulerede om opslaget i flere timer, før jeg besluttede mig for at byde ind og købe rejsen, med afgang 4 dage senere.

De 14 dage hernede blev brugt på at opsøge så mange steder jeg kunne drikke the som muligt, høre så mange historier som muligt og møde så mange mennesker som muligt, og flyet havde knapt landet før næste rejse var planlagt. Det stod på et par måneder, før jeg fik nok af at pendle og måtte erkende, at mit sabbatår ikke var nok, droppede ud af universitetet og tog turen herned på en envejs billet.

Hele vejen igennem havde jeg i tankerne, hvordan jeg skulle forklare mine valg; at droppe ud af drømmestudiet for at bosætte mig i udlandet, og hvorfor lige Tyrkiet. Min omgangskreds var kritiske, det var et muslimsk land og Alanya var en festby, her kunne intet seriøst opstå. Men for hver gæst der har sovet på min sofa, og hvert Lokanta besøg jeg har haft, hver kop the der er drukket, er forståelsen for mit valg blevet større og større.

Så tilfældigheder kan hurtigt få ens liv på helt andre veje end først forventet, og selvom Tyrkiet ikke stod øverst på vores lister, er vi begge glade for vi er endt hvor vi er.

Derfor sidder vi idag i Alanya med 2 helt forskellige engangs vinkler på at vi er landet her. 

3 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

error: Content is protected !!